Velkommen til Hilmas Keramik

Keramikken er blevet mit glade univers, hvor det er lyst og nysgerrighed, der driver værket og jeg elsker det.

I 2006 kom jeg i kontakt med en lille kunstnergruppe “Allerød Lercroquis”, som arbejder efter levende modeller. Jeg fik et stykke ler i hånden og så var jeg solgt. Her blev ideen født til “Mit lerfolk – små mennesker med store følelser”. De er som nævnt alle lavet efter levende modeller og er derfor unikke og meget forskellige. De har dog alle lidt af mine gener, så på den måde, er de lidt i familie med hinanden.

Jeg arbejder detaljeret med mine mænd og damer. Mit mål er at puste lidt liv i dem og fange nogle følelser i skulpturen, som både kan være ømhed, arrogance, vrede, blidhed, vildskab eller evt. “her kommer jeg og jeg er ok”.

Mit foretrukne materiale er stentøjsler, som jeg enten højbrænder i elektrisk ovn eller i raku ovn. Det er to vidt forskellige processer og forskellen på det færdige resultat er også stor.

Raku betyder “rendyrket nydelse” eller “glædelige omstændigheder”. Ifølge japansk historie opstod rakuteknikken efter en naturkatastrofe i det 15. århundrede i Korea. Genopbygningen skulle gå hurtigt, så man tog teglene ud af ovnen, mens de stadig var varme og de holdt. Betegnelsen “raku” opstod først, da teknikken bredte sig til Japan til de zen buddhistiske teceremonier. Det var først i 1900-tallet, at keramikerne begyndte at lave post reduktion af deres værker dvs. at lægge de meget varme emner ned i en lukket beholder med brændbart materiale for at udvide farvespekteret for glasurerne. I slutningen af 1960’erne kom rakuteknikken til Danmark.

Den primitive raku brænding er spændende og byder på store udfordringer og masser af overraskelser. Kendetegnende for det færdige produkt er ofte smukke glasursprækker, hvor soden har sat sig fast. Farverne kan variere fra mat, silkeblank og helt op til næsten glasagtige blanke farver.

Brændingen i elovnen er mere kontrolleret og her eksperimenterer jeg med spændende glasurer og begitninger, som jeg for det meste blander selv.

 

Farvegladerne i dec. 011212 Foto: Allan Nørregaard
Udstilling på Kirkehavegaard, Allerød 3.december 2012 – på podiet Rakudamer

Jeg udstiller gerne 1 – 2 gange om året. Dels gennem kunstnergruppen “Farvegladerne”, som jeg er medlem af. Dels sammen med min lille kunstnergruppe Hiwikali, som består af to malere, en smykkekunstner og mig selv med keramik. Vores kunst klæder hinanden, så vi udstiller så ofte, vi har mulighed for det – det sker gerne i Langes Magasin i Frederikssund. Her i 2016 er jeg med på Kvinder & Kunst udstillingen i Hillerød.

Jeg har lært teknikker på Holbæk Kunsthøjskole gennem flere ophold. Dernæst har jeg haft flere forløb på Keramikskolen København, både vedr. formsprog og sammensætning af glasurer. På Rakufronten har jeg haft et meget udbytterigt ophold hos Rakuvaria i Sevenum, Holland. Ed er virkelig en mester i Raku og en fantastisk læremester.

Fra mit første ophold på Holbæk Kunsthøjskole 2012. Var fantastisk. Kom tilbage de følgende to år.

 

Ed i funktion
Ed ved at reducere
2014-04-09-16-21-37
Hilma rakubrænde
2014-04-11-21-04-55
De skandinaviske piger og Ed på taget